Bestyrelsens beretning for 2010

Printvenlig version

Ændringer i Bestyrelsen

Louis Kristensen har solgt sin ejendom pr. 2. januar 2011: Louis er dermed udtrådt af bestyrelsen. Suppleant Hans Henrik Madsen, Krondyrstien 40, er derfor indtrådt i bestyrelsen.

Området og bebyggelsen

I 2010 blev der færdiggjort 3 nye huse. Det samlede antal er nu 207 svarende til 88% af de byggemodnede parceller, som er 235. I årets løb har der været 10 ejerskift, hvilket er det samme som i, 2009.

Sne

I både starten og slutningen af året har vi været udsat for kraftigt snefald i en længere periode. Bestyrelsen havde hverken i år eller tidligere år budgetteret med udgift til snerydning. Vi har dog vurderet, at det var nødvendigt, at udføre en vis snerydning såvel først som sidst på året. Det har kostet et antal kroner, som vi ikke havde budgetteret med. Posten, "vedligeholdelse af veje og stier" var dog så rummelig, at det samlede budget ikke blev overskredet.

Vedligeholdelse af grusveje og stier

På Dådyrstien er der foretaget et forsøg med en ny måde at vedligeholde vores veje på. Den anvendte teknik ser ud til at være bedre og vejene holder længere. Bestyrelsen har derfor vedtaget at det er denne teknik vi fremover vil anvende. Hullerne fyldes med knust asfalt. En maskine afhøvler vejene så de får profil, og vandet nemmere kan løbe væk. Derefter tromles vejene. Dette udføres 2 gange årligt, ca. april og august.

TV-antenneanlægget 

Året har ikke budt på særlige aktiviteter. Eventuelle fejl er omgående blevet rettet. Vi har et par gange oplevet, at en fejlmelding havde årsag hos fejlmelderen selv. Det kan være et andet apparat i husholdningen, der går ind og forstyrrer. Vi overvejer på hjemmesiden at indsætte et dokument med en tjekliste, som fejlmelderen bør gennemgå før fejlmelding. Endvidere vil vi indskærpe den eksisterende regel, at såfremt fejlen har årsag hos fejlmelderen selv, så er teknikerudgiften foreningen uvedkommende.

Arbejdsdag

I år var der ikke nogen arbejdsdag. I stedet foretog bestyrelsen en fysisk gennemgang af området for at vurdere, hvilke tiltag der skulle gøres i forbindelse med veje, stier og beplantning. De nævnte tiltag vil blive udført af eksterne aktører.

De enkelte parceller

Manglende vedligeholdelse af parceller vedr. græsslåning ligger nu på et meget lavt niveau. Bestyrelsen har henvendt sig til de enkelte ’syndere’ efter behov samt anbefalet at der træffes aftale med et græsslåningsfirma.

I slutningen af året henvendte bestyrelsen sig skriftligt til et antal medlemmer, hvis randbeplantning mod veje og stier er blevet så kraftig, at den trænger til beskæring. I 2011 vil der blive fulgt op på, om beskæringen gennemføres.

Muldvarpebekæmpelse

Bestyrelsen finder fortsat, at muldvarpebekæmpelsen har en vis dæmpende effekt og har derfor besluttet at fortsætte bekæmpelsen.

Formandsskift

I forbindelse med generalforsamlingen fratræder formanden ét år før valgperiodens udløb. Derfor skal der vælges en ny formand på den ordinære generalforsamling den 19. marts 2011.

 

P. b. v.

                                                                  Svend‑Erik Vogt